Neanderthal

Det Største og Det Mindste

Spleen United bliver ved at gemme på en hemmelighed. Når de højtklingende synthesizere sætter ind (Rune Wehner og Kasper Nørlund), når de buldrende trommer tordner af sted (Jens Kinch), og når bassen spiller tunge guitar-riffs (Gaute Niemann) for at give fundament til de svævende sungne melodier (Bjarke Niemann), så er der altid noget, der bliver holdt tilbage.

Bandet har på Neanderthal indspillet 11 sange, der gnistrer som kun Spleen United kan. Om det er de futuristiske popsange eller de hårdt pumpende ravers, så er de bundet sammen af følelsen af en indre logik, en hemmelighed.

Det er den følelse af noget usagt, der gør Spleen United specielle. Det er længslen, man kan mærke i musikken, efter noget vi godt ved hvad er, et eller andet sted inden i. Det er den længsel, der føles som et hul i maven eller hjertet, og gør at musikken bliver fjern men aldrig fremmed.

Bandet Med Hemmeligheden

En plades dybeste kvaliteter ligger i det, man ikke kan høre. Det er i pauserne og i det udeladte at vores nysgerrighed bliver vakt. Og det er det, der gør, at vi kan blive ved med at vende tilbage til en plade. At der er et eller andet udover selve musikken, som gør et eller andet ved os.

Spleen United har altid været Bandet Med Hemmeligheden. De har – som eventyr-forfatterne – en intuitiv forståelse for at det, der virkelig rører os, er det vi ikke kan sætte ord på. Så det overlader de til fantasien.

Bandets nye plade Neanderthal er en udforskning af et univers, hvor en melodilinie kan røre én ind i hjertet, hvor frustration er en episk følelse vi alle kender, og hvor alt holdes op mod et magisk lys.

Dansegulvet

Glem al snak om den svære toer eller bandet der blev voksent. Lad os i stedet slå fast at den livespillede techno, den organiske dance og det harmoniske svæv er endnu mere defineret end på Godspeed Into The Mainstream. Carsten Hellers perfektionistiske produktion af den forrige plade er blevet erstattet af amerikanske Michael Pattersons (Beck, P Diddy) organiske væv.

Det kølige intellekt er også i behold, men denne gang tilført en varme fra det dansegulv, der spøgte i baggrunden på den foregående plade. Lyt til numre som My Jungle Heart, My Tribe, Dominator og Suburbia, der kaster sig hovedkulds ud i genrer som jungle, techno, dance og acid – selv om alt stadig er håndspillet.

Genrer der blev født på dansegulvet har altid har haft det tilfælles, at man skal kunne miste sig selv i musikken og blive del af noget andet. Og når et Band Med En Hemmelighed lader os miste os selv sammen med dem, er det som at være del af noget magisk.

Velkommen inden for.