home

HOME



Hej Matematik

Efter debutalbummet "Vi Burde Ses Noget Mere", som gik platin og udløste 4 store hits, "Gymnastik", "Centerpubben", "Du & Jeg" og "Walkmand", gik Søren og Nicolaj Rasted i studiet "med en enorm selvtillid - og det synes jeg skinner meget igennem på hele pladen" udtaler Søren. "På den første album famlede vi lidt rundt i genrerne - men efter 2 års heftig turne - var vi efterhånden klar over, hvor Hej Matematik skulle hen", siger Nicolaj smilende.

Pladen består af 12 historier om alt fra barndoms-trygheden bag parcelhuskvarterets "pas på mig"-skilte, til at rejse ud i det fri, frygtløs kun med lykke og held. Om at tage toget til et party i provinsen, for at komme væk fra "københavner-smartheden". Sange om ulykkelige unge mennesker med uopnåelige idealer, samt tekster om vibrationer, energi og viljen til at overgive sig til maskinerne.

"Vi startede faktisk med at lave en temmelig 'økologisk plade', med en hel del indspillede instrumenter, ingen trommemaskiner osv. - muligvis fordi vi havde turneret så længe som live-band, og havde fundet vores rødder på en scene", siger Nicolaj. "Men vi skiftede simpelthen spor efter at have indspillet en god del af pladen, for at finde tilbage til dét, der oprindeligt var 'Hej Matematik', og drejede den mere hen i den dansable og kølige, quirky pop-retning". "Vi synes den økologiske lyd fik os til at lyde som alle mulige andre bands - og det måtte vi for alt i verden ikke" siger Søren insisterende.

"Når sandheden skal ud - så elsker vi jo hits - og derfor har vi brugt over et halvt år i studiet for at skabe en fremadrettet lyd til vores HM-tekstunivers". De lidt skæve, underlige og ikke mindst finurlige måder bandet laver deres ørehængere på, er efterhånden blevet deres trademark - og nerven i Hej Matematik.

Albummet er kort sagt 12 sange til hjernen, hjertet og fødderne. Selvtilliden fejler ingenting idet de 2 x Rasted selv har skrevet, produceret og mixet "Alt Går Op I 6", med en enkelt undtagelse af "Det Sir Sig Selv" som er et gammelt C.V. Jørgensen nummer, som bandet turnerede med i 2009.

TRACK BY TRACK

Legendebørn

Bag "pas på mig"-skiltene ligger parcelhuskvarterets isolerede tryghed, der som en vatpude gennem opvæksten, beskyttede os fra omverden. Pludselig kørte man for sidste gang ud over vejbumpene for at stå på egne ben, for at finde styrken og tilliden til den nye verden der ventede...

Weekend Weekend

Alt det, der giver hverdagen mening. Følelsen af at være fri, og vide at alting kan ske. Hvor det nærmest summer i hele kroppen i et øjeblik af lykke. En sang om sammenhold og venskab, fest, glæde og kærlighed – efter en uge, der engang imellem kan føles som et år.

Alt Går Op I 6

Vi lever i en tid hvor alting går meget stærkt - og alle tror de går glip af alt. Kvinden er frustreret over sine egne idealer. Manden er blevet forvirret og blød. Alle har vi svært ved at realisere os selv, fordi vores mål er for store. Man skal kunne tjekke af i mange bokse, og kravene vi stiller til os selv er umenneskeligt høje. Sex bliver en slags termometer – har du go sex er alt godt!

Party I Provinsen

En hyldest til festen i provinsen, frem for den "Københavner-smarte" fest - hvor ingen tør slippe sig løs. Sangen blev til i vores tourbus - og handler ganske enkelt om Hej Matematik live. Vi elsker ganske enkelt at lave Party i Provinsen med Düring (trommer), Storm (Keys), Teinvig (guitar), Rasted og Findseeeeen (Bas).

Maskinerne

På vores første plade, skrev vi et meget naivt nummer hvor omkvædet var: ”Det er kvinderne, der skal redde verden". For i 2005 (hvor sangen blev skrevet) havde verdens problemer primært udgangspunkt i magt og krige.

Nu handler problemerne primært i vores del af verden om at finde løsningen på den globale klimakrise – bio-engeneering – og derfor er det nu mere relevant (og stadig naivt) at tro på at; ”Det er maskinerne, der skal redde verden”.

Det Sir Sig Selv

Et C.V. Jørgensen nummer fra pladen "I Det Muntre Hjørne" (1990), som vi turnerede med i sommeren 2009. Vores idé var at tage nummerets produktion et helt andet sted hen end originalens - og give den en Hej Matematik lyd.

Walk In The Park

"Hvor skal du hen uden mig? Hvem sku ku elske dig lige så højt som jeg?" En sang der handler om opbrud, tillid til sig selv, og til dem, man er tættest med. Om hvordan ordene vi tillægger så høj værdi, pludselig mister deres betydning når man mister den man elsker. Følelsen af at blive forladt, og at alt dét man har, kan forsvinde på et sekund.

Skabt Til Dig

Idéen til sangen opstod en nat på en strand i Grækenland, hvor vi pissefulde med en akustisk guitar jammede omkvædet frem. Da vi kom hjem til Danmark, fungerede den ikke rigtig, men så lavede Nicolaj nogle andre akkorder, og fra at være en sang om, at den her klub den koger, blev det til en kærlighedssang om at ville give hele verden til en person.

Ud I Det Fri

Handler om, at man ikke skal være så bange for det fremmede. Om at skynde sig ud og omfavne verden på bedste naive vis, og frem for alt, møde den med åbne arme frem for med skudsikker vest. Slippe sig selv løs og have tillid til andre.

Så Tar Vi Toget

En sang om hvor fedt det er at tage toget ind til byen med vennerne. Om at nyde nu'et. At det ofte er vejen til festen, der er lige så sjov som selve festen.

Energi

Et af de vigtigste numre på pladen. Energi er noget du spreder – god som dårlig. Derfor har du et virke, og det er vigtigt, at du ved det. Energi er også kvantefysisk (Sørens religion). Som alle andre ting, består vi af partikler, der banker rundt om en kerne. Alt er forbundet, og måske er der hverken en begyndelse og en slutning her i livet.

Lukketid

Et drøm, en stemning, en lyd af lys der brænder ud... Et nummer der passer perfekt til ensomheden i natten. Der, hvor der ikke er nogen andre omkring én. Der, hvor alting lukker, og resten af verden sover. Der, hvor livet i mørke giver allermest mening...



Menu:


RSS:

RSS: CPHREC Nyheder



Sitemap


Site credits

design by: Esben Niklasson www.esbenniklasson.com
cms and flash development by: robert haff | www.rohaje.dk


Flash Player

You need to upgrade your Flash Player
This content requires the Macromedia Flash Player.


>> GET FLASH