Dagen efter gik Niarn og Mark U i gang med at lave rap. Det foregik hjemme i Marks kælder i Hjørring, hvor de havde to pladespillere, en equalizer og et gammelt orgel, som Mark havde købt for 80 kr. på en politauktion. Fordi de ikke havde nogen flerspors-båndoptager blev alle sange lavet i ét take, hvor Niarn lavede Dr Dre og Snoop inspirerede hyletoner på orglet samtidig med han rappede om, hvor meget han hadede popdrenge.

Niarn var ikke helt ukendt med musik. F.eks. havde han inden sit møde med hiphop og rap haft en ganske kort karriere som guitarist i et punkband, som sluttede, da Niarn i et anfald af kådhed fik rykket et lysstofrør ud og dermed kortsluttet en hel koncert. ”Bagefter lavede vi det mest fucked-up show, fordi vi var så pissestive. Trommeslageren fra et andet band sagde, at vi havde været ynkelige at se på. Jeg blev så sur, at jeg tog en guitar og slog ham ned. Pludselig stod halvdelen af Brønderslev uden for, fordi de ville tæske os. Så smadrede vi et vindue i backstagerummet, smed alle vores ting ud, kravlede selv ud, skyndte os op på banegården og tog et tog hjem.” Dermed sluttede Niarns karriere som punker, hvilket han ikke begræder i dag.

Kort tid efter den skæbnesvangre aften på 1000 Fryd, kom gangster rappen til Aalborg. Mange lokale kriminelle begyndte at lytte til hiphop, mange hiphoppere blev kriminelle - og Niarn holdt sig bestemt ikke tilbage. ”Vi tog ud og lavede indbrud, stjal biler og kørte hjem og hørte Dr Dre. Vi var nogle rigtige badazzes. Alle dem, der havde tævet mig i min barndom, ville lige pludselig være gode venner med mig. Pludselig kunne jeg bevæge mig i mit eget kvarter uden hele tiden at skulle kigge mig over skulderen. Så dér røg jeg ud i det, der på fint sprog vistnok hedder en kriminel løbebane.”

Efterhånden begyndte livsstilen som gangster rapper, at fylde mere end musikken. Det fik Niarn til at tage sit liv op til revision. Efter et smertefuldt brud med kæresten, der skred fra ham, pakkede han sportstasken og flyttede til København, hvor han i tre måneder boede på sin storebrors sofa. Det nye liv i København betød, at han kom ind i et miljø, hvor musikken blev taget langt mere seriøst. ”I Aalborg var det jo bare en drengedrøm. Pludselig gik det op for mig, at jeg rent faktisk var god til at rappe; at jeg var bedre end så mange andre. I Aalborg var det bare noget, som var sjovt at lave.”

Niarn begyndte at medvirke på en lang række undergrundsudgivelser med bl.a. Håndlangerne (sammen med Mark U) og Jonny Hefty. ”Det var stort at se sit navn på en cd for første gang; sidde med et cover, som er trykt på et rigtigt trykkeri.” Niarn udgav derefter sin egen EP ”Glenn Francisco”, der ikke længere er til at opdrive i forretningerne. Det første ”rigtige” gennembrud kom, da Niarn rappede med på Mr. Mista, titelnummeret til USOs debutplade. ”Da han bad mig om være med, havde han slet ikke hørt mig rappe. Vi mødte bare hinanden på en druktur, hvor vi blev mega gode venner. Så spurgte han mig, om ikke jeg ville være med på hans plade. Vi lavede det på tolv timer med de værste tømmermænd, men det var det nummer, der åbnede en masse døre for mig.”

Efterhånden fik flere og flere i hiphopmiljøet ørerne op for Niarns talenter. L.O.C. gjorde ham til sin faste back-up rapper til sine koncerter og Jokeren fik Niarn med ind over på ”Havnen.” Derudover har han modtaget to hiphop priser i kategorien Årets Undergrunds Navn. Derfor er der måske ikke noget at sige til, at hiphop miljøet med spænding venter på, hvad den 24-årige knægt fra Aalborg så selv har at byde på, når nu hans længe ventede debutalbum endelig udkommer.

”Jeg tror, at jeg som rapper kan være meget meget ærlig. Jeg er ikke bange for at vise mig fra mine dårlige sider. Jeg rapper ikke kun om, hvor sej jeg er. Hvis bare der er 100 unge knægte, der hører min plade og tænker: Okay, der er også andre, der er lige så fucked-up som jeg er, men det er ikke det samme som at man ikke kan klare den alligevel, så er jeg glad”.

”Jeg tror, jeg har et udtryk i mine tekster, som der ikke er så mange rappere, der bruger. Rappere går for meget op i deres image, forstået på den måde, at de altid vil fremstå som seje og cool og som om de kan alt, men sådan er der jo ikke nogen mennesker, der er. Jeg er utrolig sårbar, og er meget følelsesladet, selvom jeg måske har et hårdt ydre. Alle numre handler om mig og mine tanker og mine følelser og mit syn på tingene. Dette er virkelig en cd, om hvem jeg er på godt og ondt.”

Selvom Niarn tager udgangspunkt i sit eget liv og sine egne oplevelser, så er dette et album, som en hel generation af unge, vil kunne identificere sig med. Det er nemlig ikke kun en album for de indviede i det danske hiphop miljø. Det er et album for en hel generation. En generation, der ifølge Niarn er ”opvokset med porno i børnehøjde, og som har kunnet købe øl på hver en tankstation.” En generation, som nu har fået en rapper, der kan sætte ord på deres opvækst, oplevelser og erfaringer.