home

HOME



Unge kunstnere hylder Sebastian


Når Sebastian til jul fylder 60 år, har han på forhånd sikret sig en fødselsdagsgave, som han er særlig stolt over. De glade givere er 13 af nationalskjaldens unge kolleger, som hver især fortolker en personlig Sebastian-favorit.

En hyldest til Sebastian hedder albummet, og det byder på dansksprogede hits fra hans knap 40 år som udøvende kunstner. Udvalget illustrerer, hvor tidløs en fornemmelse Sebastian altid har haft for den gode melodi. Ligegyldigt hvad han kastede sig over, gav det gevinst:

Først som en slags protestsanger op gennem 1970’erne, så som popstjerne med dundrende pladesalg i 1980’erne, og endelig slog han sig på at rendyrke sin interesse for musical- og teatermusik. Resultatet har været et rekordhøjt pladesalg på mere end to millioner album.

Numre som ’Du er ikke alene’, ’Romeo’, ’80’ernes boheme’ og ’Linedanser’ lever hørbart i bedste velgående og får til overflod nyt liv i de overvejende akustiske fortolkninger, hvor respekten for komponisten er hørbar. Kunstnerne er trådt ud af deres vante roller og lydtapeter og valset varsomt ind i Sebastians univers, hvilket har gjort En hyldest til Sebastian til en sjældent helstøbt tribute-udgivelse.

Den kræsne troubadour var naturligvis selv med til at håndplukke de kunstnere, som efterfølgende har været en tur i Medley-studiet med producer Søren Mikkelsen. Det har været en alsidig omgang, hvilket gør det homogene album ekstra opsigtsvækkende. Blandt bidragyderne finder man så forskellige sangere som Saybias Søren Huus (’Romeo’), Outlandishs Isam B (’Vårvise’), Sys Bjerre (’Den lille malkeko’), Rasmus Nøhr (’Du er ikke alene’), Lise Westzynthius (’Jenny’) og datteren Sara Grabow (’Flyv Lykkefugl’).

Adskillige af kunstnerne var enten ikke født eller for små til selv at vælge soundtracket i barndomshjemmet, da Sebastian komponerede deres personlige favorit. Det gælder også Mads Langer, der fra sin nye bopæl i London fortæller om sit livslange lytteforhold til troubadouren. Sebastian fyldte godt i forældrenes pladesamling og blev tit og ofte efterspurgt af sønnike, fortæller han:

”Når jeg tænker tilbage, så står Sebastian som min barndoms syngende Thomas Winding. Hans særegne tone, lyrik og stemme frembringer en særlig stemning, og han giver mig en klar følelse af min barndom,” siger Mads Langer.

Han har selv valgt at synge ’Stille før storm’ på En hyldest til Sebastian:

”Nummeret vækker noget særligt i mig. Det er selvfølgelig lidt farligt at kaste sig ud i at fortolke en sang, som på forhånd er højt elsket af de brede masser i sin originalversion. Men da jeg satte mig ned med min guitar og prøvede at spille forskellige af hans sange igennem, så føltes den mest naturlig at fortolke. Jeg fik en følelse af, at her var sangen, jeg skulle prøve at give nyt liv og mit eget fingeraftryk.”

En Hyldest til Sebastian udkommer d. 26. oktober




Menu:


RSS:

RSS: CPHREC Nyheder



Sitemap


Site credits

design by: Esben Niklasson www.esbenniklasson.com
cms and flash development by: robert haff | www.rohaje.dk


Flash Player

You need to upgrade your Flash Player
This content requires the Macromedia Flash Player.


>> GET FLASH