home

HOME



Joey Moe - Grib Natten udkommer idag


Det gik hurtigt for Joey Moe, da han i 2006 fræsede ud af det blå og ind i varmen som Nexus-lejrens nyeste stjerneskud med debutalbummet MoeTown, der også kastede flere radiohits af sig. Måske gik det ligefrem for hurtigt. Joey Moe følte i hvert fald ikke, at han havde fundet sit musikalske ståsted midt i stormløbet mod toppen af hitlisterne, så til trods for det mere end godkendte gennembrud valgte den dansk-hawaiianske popsanger at gøre noget usædvanligt. Han valgte at starte helt forfra, da han skulle lave sin opfølger, Grib natten, der udkommer 8. marts på Copenhagen Records. Ud af satsningen og de mange, lange anstrengelser er der kommet en mere personlig plade ud af, som for størstedelens vedkommende er skrevet og produceret af Joey Moe selv.

– Det kan lyde lidt underligt at sige, når det nu er min anden plade, men den føles altså som min egentlige debut, fortæller Joey Moe.

Den største og mest hørbare genstart er uden tvivl, at den efterhånden 24-årige sanger denne gang leverer sine tekster om kærlighed, nattens fristelser og kødets lyster på dansk. Skiftet fra engelsk til dansk kom sjovt nok, da Joey Moe i 2007 solgte sin bil og seng og dermed skrabede penge nok sammen til et ni måneder langt ophold i Las Vegas. Her havde hans amerikanske fætre og kusiner inviteret ham til at bo i deres hus uden for casinobyen over dem alle. I Las Vegas begyndte sangeren med den slagkraftige vokal at lære at komponere på mest autodidakte facon ved at trykke sig frem på sit nyindkøbte softwareprogram. Før i tiden lod han rutinerede kræfter som Nexus-duoen Jon & Jules om den side af sagen, og den nye rollefordeling har resulteret i en ny lyd. I Joey Moes kompositioner fører syrede synthesizere således an i nogle sangmønstre, der langt fra altid følger den klassiske popskabelon. Joey Moe har dog også fået uvurderlig hjælp fra resten af Nexus-flokken, ikke mindst den talentfulde producer Puma, til at finpudse Grib natten inden udgivelsen 8. marts.

Om skiftet til de danske tekster, siger sangeren:

– Jeg lavede en del numre derovre, og da jeg en dag skrev en dansk tekst, gik det op for mig, at det var vejen frem. Selvom jeg har amerikanske aner, så føltes det simpelthen så rigtigt. Jeg følte mig hjemme på dansk og er vild med at synge linjer som ”lad mig rive dig rundt”. Det er for cool at arbejde med danske udtryk og vendinger!

Da Joey Moe endelig vendte tilbage til Danmark og det Amager, hvor han er opvokset, fortsatte han det dansksprogede skriveri. Ofte i selskab med vennerne fra Nexus, der opmuntrede ham til at holde fast i den nye stil. Det er der blandt andet kommet et af 2009’s største og bedst sælgende danske hits ud af, nemlig ’Yo-yo’.

I det hele taget var 2009 en lang optur for Joey Moe, der også bidrog til Nik & Jay-hittet ’Hulahop’ og sang hooket på Jokerens ’Sig ja’ – begge blandt ekstranumrene på Grib natten. De forskellige optrædener har desuden udmøntet sig i fem nomineringer ved årets Danish DeeJay Awards.

– Jeg mærker en langt større interesse for mig og min musik end nogensinde før, og jeg er ekstremt taknemmelig over at have fået en chance til. Der var mange, der dømte mig færdig, da jeg forsvandt til USA, og derfor føles det også så sygt at tage røven på folk med mine nye ting. Jeg føler jo, at det hele først lige er begyndt, griner Joey Moe.




Menu:


RSS:

RSS: CPHREC Nyheder



Sitemap


Site credits

design by: Esben Niklasson www.esbenniklasson.com
cms and flash development by: robert haff | www.rohaje.dk


Flash Player

You need to upgrade your Flash Player
This content requires the Macromedia Flash Player.


>> GET FLASH